Kristendom og Tro

“Verdens børn” tror, at et troende kristenliv er trællekår, og at frihed består i at give lyster og lidenskab frit spil; men det er ikke sandt. At tage sig friheder fører kun til tøjleløshed og slaveri. Fri er kun den, der modtager sin tilværelse af skaberens hånd, og som gibber om tilgivelsensord i Jesus Kristus navn. Fri er kun den, som ånder frit, sådan som barnet gør det, når det med den gode samvittigheds fred går ud og ind i hjemmet, hvor kærligheden råder. —- Til frihed er vi kaldet, men frihed betyder altid ansvar. I Frihedens land er der love, og vi må indrette os efter de love, hvis friheden skal bevares og befæstes.

Netop på frihedens grund får loven sin rette mening, fordi her er det kærligheden og taknemmeligheden, der dikterer. Det er ikke pisken, der svinges: Du skal —-! Du skal –! — Nej — Kristi kærlighed tvinger os, og Helligånden minder os og siger: Du kan ikke andet! —- På frihedens grund arbejder kærligheden med igangsættende og omskabende kræfter. og jo mere vi tilegner os af Guds uforskyldte Nåde, des klarere indser vi, at Nåde betyder ansvar. —- Bundethed til Kristus er den Sande frihed. Villig lydighed mod Gud er forudsætningen for at kunne ånde frit og hvirvle trygt.

Husk: Løgnes vej er forbandelsens vej – Sandhedens vej er velsignelsens vej —- Og —- “Hvad et menneske sår – skal det også høste” – Sagt af Jesus Kristus.

Matthæusevangeliet 12: “v32 Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.” — Det er Helligånden Gud bruger til at drage os til sig og det er Helligånden Gud bruger til at “vise” os at vi er syndere og trænger til en Frelser — Jesus Kristus.

Eller som det heder i Marcusevangeliet 8: “v36 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? v37 For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? v38 For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle.” —- Selv siger Jesus Kristus i Matthæusevangeliet 24: ” v35 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.”

Apostlen Jakob skriver i sit Jakobsbrevet 4: “v13 Og nu I, som siger: »I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge« v14 – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. v15 I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.« v16 Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. v17 Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” —- Det var nok værd at ligger os på sinde, det gør vi ved at lægge vort liv i Guds hænder hver dag.

Dåb – syndbekendelse – omvendelse – tro og evigt liv = Frelse. Frelse er Helligåndens værk — Frelse er Guds gave til os mennesker, ved Jesus Kristi død på korset og Jesus opstandelse Påskemorgen.

Jesus havde også den opgave, at hanling og at sige ord, og det var altid for at drage mennesker til frelse, til Guds rige, selvom de ofte ikke ville som Jesus ville, Jesus siger det selv i Mathæusevangeliet 23: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Bl. an. for at beskytte os for “Djævelen og hans engle.” (Håndlanger), dem findes der stadig mange af. —- Det har ikke ændret sig i de 2000 år der er gået siden, Jesus siger det tydelig til Pilatus Langfredag, det læser vi i Johannesevangeliet 18: “v37 Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” —- Sandheden er en person …. Det er overmåde vigtigt, at vi gør os det klart —- Jesus siger det selv i Johannesevangeliet 14: “v5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.” — Sandheden — er ikke et system af tanker, som vi skal spekulere over. Hvis det var sådan, vilde kloge have et forspring med hensyn til at kunne finde Sandheden. — Men — det er ikke sådan. Sandheden er en person; Jesus Kristus. — Sandheden er levet ind i verden af Jesus, som sagde: “Jeg er vejen og sandheden og livet;” —- Sandheden er det samme som livsvirkeligheden, afsløret gennem Jesus liv, hans ord og gerning, hans død og opstandelse sejr Påskemorgen. Jesus liv er Sandheden og vejen, og kun ved at går på den vej ledes vi skridt for skridt ind i livsvirkeligheden.

Sandheden skal ikke tænkes, men gøres. “Den der øver Sandheden, kommer til lyset”; Johannesevangeliet 3: “v21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.”; det vil sige: den, der vil gå på Jesus vej, finder ind til “Livets Kilde” og når “Livets Mål” — Med rette kaldes Jesus Kristus i Johannes’ Åbenbaring 1: “v5 …. Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, v6 og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen.” Den sag, Gud har løbende med hvert eneste menneske, får kun det rette udfald, hvis vi lytter til det vidnesbyrd, Jesus har aflagt.

Vi står alle i et bundet valg; for et vidnesbyrd må vi enten godtage eller vrage. Vi kan ikke lægge til eller trække fra; vi kan ikke diskutere eller kritisere; vi må enten modtage eller forkaste Jesus vidnesbyrd, og afgørelsen, vi træffer, får evighedsbestemmende følger. — Frelse eller fortabelse. Jesus har selv svaret på det “v36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. v37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.”

Pontius Pilatus spørgsmål, bliver et spørgsmål for alle mennesker “Hvad skal jeg da gøre ved Jesus, som kaldes Kristus?” —- Ingen slipper for at give et svar. — Men —- hvis du gør alvor af at indlade gid med Jesus Kritus, vil du blive overbevist af Sandheden magt, således at du tvinges i knæ og bekender: Jesus Kristus er min Frelser og eneste tilflugt” — Johannesevangeliet 1: “v9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. v12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. …. v14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Ifølge Luthers egen sammenfatning begrun­der denne prædiken, at Kristus er sand Gud og sandt menneske, samt at uden nåden er natur, fri vilje og gerninger intet uden løgn, synd, vildfarelse og kætteri:

Citat: “For at kaste mere lys over denne tekst, så den bliver klarere, må vi vende os til Det Gamle Testamente, til de steder som denne evangelietekst bygger på. Det er hos Moses og i begyndelsen af første kapitel i Første Mosebog. Her står der: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Osv.” Videre fortæller Moses, hvordan alle skabninger blev til på samme måde som lyset, nemlig ved at Gud talte eller ved Guds Ord. Af denne tekst hos Moses fremgår det klart og tydeligt, at Gud har et ord, ved hvilket han talte, før alle skabninger blev til. Og det Ordet kan umulig være nogen skabning, siden alle skabninger blev til ved at det samme guddomsord blev udtalt. Det fremgår klart og overbevisende af teksten, hvor Moses skriver: ”Gud sagde: Der blive lys! Og det blev lys.” Her må Ordet jo være før lyset, når lyset bliver til ved Ordet. Ligeledes må det være før alle andre skabninger, som også blev til ved Ordet, som Moses skriver.

Lad os nu gå videre. Hvis Ordet var før alle skabninger, og alle skabninger blev til ved det, så må det være et andet væsen end skabningen, og det er ikke blevet til eller skabt sådan som den. Så må det være evigt og kan ikke have nogen begyndelse. For det eksisterede allerede, før alle ting begyndte. Det lader sig ikke indordne i tiden og det skabte, men er uden for tiden og skabningen. Ja, tiden og skabningen bliver til og har sin begyndelse i Ordet. Og det er uimodsigeligt: Det, som ikke er timeligt, det må være evigt. Det, som ikke har nogen begyndelse, kan ikke høre tiden til. Det, som ikke er skabning, må være Gud, for ud over Gud og det skabte findes der intet eller ikke noget væsen. Altså kan vi slutte af denne tekst hos Moses, at Guds Ord, som var i begyndelsen, og som skabningen er blevet til ved, må være en evig Gud og ikke en skabning.

Videre: Ordet og den, som taler det, kan ikke være samme person, for det er ikke mulig at den, som taler, selv er Ordet. Hvad kunne det være for en taler, som selv var Ordet? Det må enten være en stum, eller Ordet må lyde af sig selv uden den talende og udtale sig selv. Nu står der her i Skriften stærkt og klart med udtrykkelige ord: ”Gud sagde.” Altså må Gud og hans ord være to forskellige. Hvis der havde stået: ”Der lød et ord,” vil det ikke have været så klart, at det gjaldt to forskellige, Ordet og den talende. Men når det udtrykkes sådan: ”Gud sagde,” og både den talende og hans ord nævnes, må der nødvendigvis være to. Den talende kan ikke være Ordet, heller ikke Ordet den talende. Men Ordet kommer fra den, som taler, og har ikke sit væsen fra sig selv, men fra den talende. Den talende derimod kommer ikke fra Ordet og har ikke sit væsen fra det, men fra sig selv. Altså fremgår det af dette sted hos Moses, at der er to personer i guddommen fra evighed af, før alle skabninger. Og den ene har sit væsen fra den første, men den første har det ikke fra nogen anden end sig selv.” Citat slut.

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S.

Vi taler mange ord, vi strøer dem på vor vej, vi taler i tide og utide. Men mens vi lader munden gå, bliver vort hjerte let koldt. Al den snakken op ad stolper og ned ad vægge! Kværnen går ustandseligt, men der kommer aldrig noget, der kan stille et menneskes sult og give det mod og kræfter til at leve livet og til at sejre i kampen.

Ord gør det ikke. “Ak, ord gør alting kunstigt, men liv er ligetil. En gerning, skønt en lille, ved mere end tusind ord om livet, hvor det gror, om dit hjerte, hvad det vil.” skrev Valdemar Rørdam en gang. Ord skal omsættes i handling, hvis de skal bære frugt. En lille gerning i det små og stille er mere værd end de mange ord, der tales ved festlige lejligheder. En udrakt hånd til den, der er ved at synke, er nok så stor en hjælp end en strøm af smukke og trøstende ord.

Ord er billige, særlig i vore dage med internet og mobiltelefon, derfor rutter vi med dem, mens handling kræver en personlig indsats, knægtelse af vor egenkærlighed, forsagelse af personlige goder. Der siges og skrives mange kønne ord om familieliv, om venskab og så videre. — Men virkeligheden svarer ikke til ordene. Far eller mor skal i teater eller til stor middag eller også er der arbejde man tager med hjem, for at være med på karierestigen, eller der er motionen eller fitness der lige skal passes, og så kan børnene få lov at passe sig selv, de har jo så meget de kan gå op i? — Jo — det har de nok, men jeg tror de allerhelst ville have deres Mor eller Fars kærlighed og opmærksomhed! — et sker nemlig det, at de unge søger ud fra hjemmet, ud blandt andre unge som heller ikke får deres forældres opmærksomhed, og så ved vi nok hvad der sker når uge keder sig, og dette blot fordi forældrene ikke vil sætte deres egne interesser til sige for børnene og deres behov for kærlighed; de gamle må nøjes med et par venlige ord i telefonen eller en sms i ny og næ; venner der ikke kan svare til de krav, vi stiller til dem, får lov til at passe sig selv … de vil jo heller aldrig noget. Over hele linjen ord i stedet for handling.

I sidste omgang må man selv høste, hvad man har sået. Har man kun brugt tomme ord, ender livet i tomhed. Men har man i handling vist, hvad man har på hjerte, gror livet omkring en. “Så skal, hver gang en sorgfuld går trøstet fra din dør, hver gang du gav en gammel lidt ungdom af dig selv, dit væsen trange hvælv hvælves videre end før.”

Søren Kierkegaard henvender sig altid til den enkelte, individet. Det er nemlig kun som individ, mennesket efter hans mening kan nå frem til sandheden om livet . Mennesket adskiller sig fra dyr ved at have en bevidsthed, hvorved det kan forholde sig til sig selv og sit eget liv og vælge at handle for at påvirke det. Mennesket er frit. —- Mennesket er altså en slags blandingsform mellem legeme, sjæl og ånd. Ved at gøre sig bevidst om sin situation og vælge at handle kan mennesket selv være med til at forme sit liv.

Jesus sagde selv i Matthæusevangeliet 4: “v4 Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Det er sandt hvis ikke vort liv skal ende i tomhed. Og Apostlen Paulus siger det på sin måde når han skriver i Galaterbrevet 6: “v2 Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. v3 For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4 Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5 for enhver skal bære sin egen byrde. v6 Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. v7 Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: v8 Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.”

Grundtvigs front var mod bøgerne, det skrevne og trykte. Det var det eneste medium, som fandtes på hans tid. Der fandtes knap nok aviser, som vi kender dem. Men ingen moderne medier kan erstatte medmennesket eller medmennesker i en samtale. Intet medium kan svare, i hvert fald ikke med andet end data. Måske kan vi nå til at udveksle data med et medium. Udveksling af data kan vel kaldes kommunikation, men kan det kaldes samtale? Hører der ikke fantasi og følelse, vilje og handling til, for at vi kan nå hinanden, komme i forbindelse med hinanden, hvad vel er hensigten med al kommunikation. —- Nej, i begyndelsen af den menneskelige tid, var samtalen, og den vil komme til ære og værdighed igen.

Jesus opfordrede sine disciple til at være klare i mælet, og sige Sandheden som den var. Og vi vil også lige erindre om Jesus tale i Matthæusevangeliet 5: “v37 Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.!” —- Ord er altid med til at forme os som mennesker og vores holdninger, og ord betyder noget. Det er ret interessant, at en ed som »kraftedme« efterhånden høres sjældent. Mange har fundet ud af, at det betyder »må kræften æde mig!«, og det er ikke et ønske, man har lyst til at slynge om sig med!

Paulus skriver i Efeserbrevet 4: ” v29 Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.”

At bande« er i familie med ordene »at binde« og »bånd«. Man binder sig til nogen eller noget, når man bander. Som kristen er man kun bundet til én, nemlig Gud. Derfor er det klart, at man ikke samtidig kan binde sig til Guds modstander, Djævelen, Fanden, Satan eller hvilke titler, han ellers går rundt med. Men det er præcis, hvad man gør, når man siger »for Fanden« eller »for Satan«, »for Helvede« eller lignende.

Jesus siger det end nu tydelige i Marcusevangeliet 7: “Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? v19 For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. v20 Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. v21 For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, v22 ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. v23 Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.”

Jesus sagde også noget om brugen af ord bl. an. i Matthæusevangeliet 12: “v35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. v36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. v37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.”

Vi hører tit i den offentlige debat at ordene misbruges, f, eks. hører vi meget i denne tid om jobskabelse, det er en forkert omgang med ordet skabelse, menneske kan ikke skabe, det kan kun Gud. Jeg må indrømme, at jeg nok er noget belastet med hensyn til ordet skabelse. Det rummer for mig – bogstavelig talt – en hel verden, hele verden. Mennesker ikke kan skabe. Jeg ved godt, at ordet anvendes meget i pædagogisk sammenhæng, skabende fag f.eks. Mennesker kan forme – forandre – fabrikere – fremstille og lave nye ting. —- Men —- Mennesker skal altid have en eller materiale at starte med, selv når videnskaben vil prøve at lave “det store Bigbang”, som de fejlartig mener skabte verden, men der tager de fejl, det kan måske lykkes, at få et brag når protonerne mødes, får forsøget går ud på, “I acceleratoren 27 kilometer lange tunnel, der er placeret mellem 40 og 170 meter under jordens overflade ved Geneve, har man ladet klumper af protoner brage ind i hinanden med en helt ufattelig hastighed” — Men det var Gud der skabte, materialet til tunnel og de protoner der skal bruges, videnskaben kan kun “bruge” dem på en ny måde, — for øvrigt — til hvad? Og hvis Gud vil kan Han gøre det ved at sige der bliver et “Stor Bigbang” og i samme sekund blev der et “Stort Bigbang” —- Gud og Jesus Kristus skaber ved ord! —- Gud eller Jesus Kristus siger og så sker det. Det er Gud og Jesus Kristus der skaber — Det er Gud og Jesus Kristus der er Skaberen —- det er der ingen andre der er! —– Og i hvert fald er det vel ikke fag, men mennesker, der er “omskabende” – fabrikerende eller formende. Når jeg protestere er det fordi hvis vi “misbruger” ordene, det vil sige, at lade dem udtrykke noget, som de ikke var bestemt til at udtrykke, så udvisker vi betydning af det de oprindelig var udtryk for. —- f. eks. synd bruges i en stor forvitring om mange ting. — Men Gud – Jesus har sagt, at synd er , at mennesker ikke tro på ham, og derfor er skidt fra det vi var bestemt til — Jesus siger i Johannesevangeliet 16: ” v7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. v8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v9 Om synd: at de ikke tror på mig; v10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.” —- Det er Sandheden! —- “Husk en løgn koster dig ikke een sandhed, men Sandheden” sagt af Friedrich Hebbel.
Paulus skriver i Titusbrevet 1: “v15 For de rene er alting rent, men for de befængte og vantro er intet rent; hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt. v16 De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt.”

Jo — Vi skal vælge vore ord med omtanke, vi kan ikke trække et ord tilbage når det er sagt, Apostlen Jakop skriver i sit Jakobsbrevet 3: “Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; v6 også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. v7 For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; v8 men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. v9 Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; v10 fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være. v11 Kan en kilde give både fersk og salt vand af samme væld? v12 Mine brødre, kan et figentræ måske bære oliven eller en vinstok figner? Nej, og lige så lidt kan en salt kilde give fersk vand.”

Apostlen Jakob skriver i sit Jakobsbrevet 2: “v12 I skal tale og handle som mennesker, der vil blive dømt efter frihedens lov.” —- Frihedens lov —- det lyder selvmodsigende. Vi er tilbøjelige til at sige: enten i frihed eller under lov. Ikke des mindre er det et betegnende udtryk for, hvad det er at være en troende kristen; vi lever under Frihedens lov, og efter den skal vi dømmes. —- Til frihed har Kristus kaldet os, og kun Jesus Kristus kan gøre os virkelige frie.

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S

Døden! Den kolde død! Det store intet! eller hvad? Tanken om den forfølger mig ofte , og hvor kan det være anderledes, når jeg dag for dag mindes om den på hospitalerne — på klinikken — i min praksis, skriver den italienske kirurg, Andrea Majocchi i sine erindringer. “Men hvem tænker ikke på døden? … Selv de mest pessimistiske blandt forfatterne, de der har forbandet livet og påkaldt døden som deres eneste befrier, flygter rædselsslagne, når de står overfor døden. Leoparti flygtede fra Neapel, da koleraen udbrød, som Montaigne fra Bordeaux for pesten. Scopenhauer ville ikke høre døden omtale, efter at han så klart i alle sine bøger havde påvist, at livet er et onde og døden det eneste gode.”

Vores egen H. C. Andersen sagde: “Det er tungt, forbandet tungt, at dø, mens hjertet stadigt er ungt” — Og Epikuros (341 f.Kr-270 f.Kr) skrev “Du behøver ikke at ængstes ved tanken om døden. Det frygteligste af alle onder, døden, betyder overhoved intet for os, for når vi er, så er døden ikke, og når døden er, så er vi ikke.” —- Og Marcus Aurelius Antonius (121 – 180) sagde “Det er ikke døden, du skal frygte, men frygte for, at du aldrig begynder at leve.” —- Sådan har alle, til alle tider beskæftiget sig med det eller den ingen kommer udenom, nemlig døden. —- Men de fleste mennesker vil ikke se sandheden i øjnene. De går med tilbundne øjne dødens afgrund i møde. Der må ikke tales om døden i deres nærhed. De går udenom det hus, hvor døden er gæst. De vover sig ikke ind på et sygehus, indenfor hvis mure en af deres venner må kæmpe sin sidste strid alene. De fleste søger at fornægte den hårde kendsgerning. — Men — døden er der alligevel, den lader sig ikke standse på sin vej til os alle. Vi kan gemme os i den fjerneste egn, vi kan bygge vort hjems mure tykke og solide, vi kan flygte ind i det pansrede tilflugtsrum, vi kan søge at glemme den for vore forretninger. —- Men — døden skal nok finde os alligevel, hvor meget vi så end værger os mod den.

Der bliver ofte sagt, at døden er noget naturligt, at den er en del af livet. Men Bibelen lærer os at sådan har det ikke altid været. Døden blev først en del af vores verden da vi brød med Guds vilje og plan for vores liv” —- Det var fra skabelsen Guds mening, at vi skulle leve i evig harmoni med ham og med hinanden, men Gud gav de første mennesker et valg mellem at adlyde ham eller lade være ved at sige til dem: “Første Mosebog 2: “v15 Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. v16 Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. v17 Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!”

“Nu endelig forstår jeg, hvorfor Baldo Rossi, rektor ved universitetet i Milano efter tresindstyve års studium, videnskabelig forskning og streng arbejde ville vende tilbage til sin mors tro. Hans mor, der var en fattig, from og enfoldig landsbykone. Og hvorfor Fradelette efter et liv opfyldt af intellektuelt arbejde og studier mod slutningen af sit liv udbrød: “Vi vender tilbage til Kristus,” slutter den italienske kirurg. Det blev også vejen for ham. Og det må også blive vejen for os den dag, vi ser den bedske sandhed i øjnene.

Jesus siger selv sådan i Johannesevangeliet 8: “.v51 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” —- “V46 Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?” — En kendt mand har fortalt, hvordan det gik til, at han kom til troen. Det begyndte med, at han blev klar over, at hverken videnskaben, kunsten eller livsnydelsen kunne tilfredsstille ham. — Men — et er at blive klar over, hvad man savner, og noget andet er at finde det, der kan fylde savnet ud. —- Så fordybede han sig i barndomsminderne og kom til at tænke på, at hans mor en aften havde sagt: “Bevar din sjæl, min søn! Mere forlanger vor Herre ikke af dig.” Et andet minde dukkede op i erindringen: en flok unge, der en aften stod på en græsplæne og sang. En enkelt strofe huskede han: “Ak, trætte sjæl, kom hid!” — Så blev han sat i bevægelse, han indlod sig med Guds ord og lod sig modtage af Guds kærlighed. Han kom igennem til tro.

Perleporten:

Som en herlig guddomskilde,/ mægtig, dyb og ren og stor, / er den kærlighed og nåde, / som i Jesus Kristus bor. / Når til livets kvæld jeg kommer, / og vil ind ad porten gå, / da af Jesu store nåde, / skal den åben for mig stå. / Jesus: Han har åbnet perleporten, / så at jeg kan komme ind, / thi ved blodet har han frelst mig, / og bevaret mig som sin.

Det virkelige store her i livet er meget enkelt; kun det forlorne er indviklet. Jesus har talt om at modtage som at lille barn; hvis I ikke vil det, sagde Jesus, kommer I slet ind i Guds rige. Så er døren lukket i, så ingen kan lukke den op. Johannes’ Åbenbaring 3: “v7 Og skriv til englen for menigheden i Filadelfia: Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:” — Det er meget enkelt. “Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?” spørger Jesus. Det er et meget nærgående spørgsmål, som vi ikke for hurtigt skal afparere. Jesus er vi alle nød til at tage stilling til enten her og nu eller på den store regnskabsdag når Jesus Kristus kommer igen i alt sin Herlighed. Matthæusevangeliet 24: “v29 Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. v30 Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. v31 Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.” Senest da skal du give Jesus et svar, måske er det for sent da, men det ved kun Jesus, det er Jesus der skal dømme levende og døde da. Så det er her og nu du skal give ham et svar, det er Jesus du skal tage stilling til, det er Jesus du skal give dit ja. For det er Jesus, der har alt magt i himlen og på jorden, og det er den “magt” du skal møde på dommerdag, når regnskabet for dit liv skal gøres op. Jesus siger selv i Matthæusevangeliet 28: “v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” — For som Jesus selv siger i Johannesevangeliet 3: “v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Citat: For hundrede år var der mange der i en falsk vildfarelse, fulgte i Georg Brandes´ fodspor. Tusinder lod sig lokke af hans løfte om Paradis på jord. Han mente, at den kærlighedsstrøm, der tidligere steg op til Gud, nu skulle spredes ud over det ganske land. Georg Brandes nåede også at skrive en bog med titlen ”Sagnet om Jesus”, hvor han gør Jesus til en fantasifigur. Heldigvis er bogen ikke det værd, den er trykt på, fordi den er skrevet af en vildført ånd.

Flere gjorde oprør mod Brandes. Én af de mere kendte er digteren Johannes Jørgensen, som man i år fejrer på grund af 50-året for hans død. Han kom fra et godt, troende hjem i Svendborg. Hans mor var en kristen og bad for sin dreng og har utvivlsomt givet ham en god kristen opdragelse. Som ung student flyttede han til København for at studere. Han havde anlæg for digterkunsten og kom snart med i kredsen om fritænkeren Georg Brandes. For Johs. Jørgensen var det meget spændende at omgås de mennesker, som var toneangivende. Han forlod barnetroen og blev en afgjort fritænker, der fulgte strømmen omkring Georg Brandes. —– Heldigvis —- gik det op for ham, at fritænkeriet og det gudløse var den rene tomhed. Han følte sig indespærret i de snævre rammer og søgte efter noget bedre.

En aften gik han i Frederiksberg Have og så sig om efter en bænk, hvor han kunne nyde stilheden. Naturens store katedral havde altid talt til ham. Pludselig hørte han en sang, hvis tekst han ikke helt fik fat i, men omkvædet forstod han. Det lød sådan: ”Ak, trætte sjæl, kom hid.” Det var som en mor, der bange og vemodigt kaldte på sin vildfarne søn. Og – skriver Johs. Jørgensen – ”jeg lyttede, lyttede og sangen vedblev med at lyde. Til sidst var det, som sang den mit eget navn ind i omkvædet….”

Det blev Guds kald til Johs. Jørgensen. Han forlod Brandes og hans ateistiske venner – og han fortrød det aldrig, selv om det kostede ikke så lidt. Nu mærkede han kulden og hadet fra de tidligere venner, men han holdt ud. Han ville gå himmelvejen. Om det skriver han i sangen ”Imellem nattens stjerner”: Citat slut.

Og venner må du slippe –

de går en anden vej –

og miste navn og ære,

hold ud og opgiv ej!

Hold ud du stjernepilgrim

på vej til Betlehem,

du er på vej til lykken,

du er på vejen hjem.

Jesus siger det helt klart i Johannesevangeliet 5: “v24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. v25 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. v26 For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. v27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v28 I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v29 og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. v30 Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.” — Se — det er Sandheden, enten vi kan lide det eller ej, Apostlen Paulus skriver i Galaterbrevet 6: “v7 Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste:”

“Den beske sandhed!” Det er desværre en sandhed, at der er ca. 15 – 20 % af de danske børn der ikke bliver døbt. Det betyder der er mennesker i Danmark som kun eksistere, og derfor når døden indtræder, så er det ud i intetheden store mørke, for hvor døden råder er dødens herre, og han er også mørkets fyrste, der er slet ingen lys hvor han råder, og der er også dødsens kold, for dødens herre eje ingen kærlighed, hvor der ingen lys og kærlighed er er der ingen varme. Er man i det store intethed er man fortabt for er ingen liv. Det er selvfølgelig ikke det samme, som man ikke kan leve godt her på jorden, man kan være glad, rig, og deltage i verdens mange grimme forestillinger. Men man kan ikke eje noget, hverken liv eller genstande, for når døden kommer mister man alt, så bliver man virkelig klædt af til skindet. Der er den forskel på dyrene, at da Gud skabte mennesket, indblæste han sin ånd i menneskes næsebor, så et hvert menneske har en indboet længsel efter Gud, fordi det er født som et åndsvæsen. Og Gud vil altid kalde og drage menneske til sig, for at det skal blive et troende Guds barn.

“Den beske sandhed” er hvis vi skal tro Jesus ord ovenfor, at der hvor Gud er er der liv og der hvor Gud ikke er livet ikke, der er mennesket fortabt for livet. Det må stå klart for alle, at der er to åndermagten der kæmper om menneskets sjæl, der Gud — men også djævelen er en åndsmagt, som forsøger med alle midler at holde os mennesker borte fro vor skaber, der hvor vi er skabt til at være. Og da menneske er et åndsvæsen, har vi brug for en åndens herre, så vælger vi Gud fra, vælger vi automatisk djævelen til, for han er hvor Gud ikke er. Jesus siger da han talte om sin genkomst og verdens dommen i Matthæusevangeliet 28: “v41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Og i Johannesevangeliet 8: “v42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. v43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. v44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. v45 Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.”

Det var det Gud bestemte at gøre en forandring på, da han for 2000 år siden greb ind i verdens situationen, på Betlehem marker, og over for hyrderne forkyndte “v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

Fra da af er det mulig at bliver frelste fra døden og fortabelsen, Hvordan? — Ja — det siger Apostlen Peter den første Pinsedag – Apostlenes Gerninger 2: “v36 Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.« — v37 Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« v38 Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. v39 For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.”

Altså er dåb en forudsætning for at få del i Guds gave, og omvendelse nødvendig for at få frelse i vor Herre Jesus Kristus navn. I dåben får vi et vor navn indskrevet i livets bog og syndernes forladelse samt Helligånden, det er Guds gave til alle døbte, Efeserbrevet 2: “v8 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. v10 For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” —- Men er gaven Guds? Så skal den også modtages, og det sker i omvendelsen, hvor vi siger ja til Jesus. Så vil Guds ånd vejlede os og bevare os i en sandt tro til det evige liv, hjemme i Guds Paradis.

Paradis: Ordet forekommer ikke i Det gamle testamente (Bibelen), men forekommer tre steder i Det nye testamente (Lukas evangeliet kap. 23 vers 43, 2. Korinterbrev kap. 12 vers 4 og Johannes’ Åbenbaring kap. 2 vers 7). Paradis bliver normalt identificeret med Edens have eller med Himmelen. Oprindeligt en have med en mur omkring, som siden uddrivelsen af Adam og Eva blev bevogtet af keruber og et flammesværd. De fleste kristne trosretninger betragter Paradis som stedet, de retfærdige kommer hen efter Guds dommedag. —- Edens have bliver beskrevet i Første Mosebog som stedet hvor den første mand, Adam, og den første kvinde, Eva, levede efter at de blev skabt af Gud.

Derfor er det så vigtig, at det er den rette forkyndelse, der forkyndes i vor Folkekirke, for som Paulus skriver i Romerbrevet 10: “v14 Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? v15 Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!«” —- For det er stadig sandt “Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.”

Jesus spurgte allerede da han gik hernede, Lukasevngeliet 18: “v8 ….. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S.

Miraklerne er ikke dem der skal få os til at tro på Jesus, det er Jesus selv vi skal tro på, ved at lytte til hans ord, Paulus siger i Romerbrevet 10: “v17 Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.”
Den vigtigste mirakel af dem alle, selve kernepunktet i den kristne tro: Jesu egen opstandelse fra de døde. Efter at både venner og fjender har set ham blive pint og dø på korset og lagt i graven, er hans grav pludselig tom på tredjedagen, og Jesus viser sig lyslevende for sine disciple. Johannesevangeliet 20: “Jesu opstandelse” “v1 Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. v2 Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« v3 Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. v4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; v5 han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. v6 Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der v7 og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. v8 Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. v9 Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. v10 Disciplene gik så hjem igen.” —- “Den opstandne Jesus og Maria Magdalene” “v11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven v12 og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. v13 De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« v14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. v15 Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« v16 Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. v17 Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« v18 Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.” — “Den opstandne Jesus og disciplene” “v19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« v20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. v21 Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« v22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! v23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” —– Jo — Jesus er i sandhed Guds Søn” — Og — dermed også vores frelser, der er ingen anden der kan frelse os fra døden og evigt frelse, Men Jesus skænker os ved troen det evige liv, hjemme i Guds Paradis. Jesus siger det selv i Johannesevangeliet 14: “Vejen og sandheden og livet” “v1 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« v5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”

Jeg mener altså som kristustroende, at der nu og da sker mirakler. Gud hører f.eks. sommetider vores bøn sådan, at han helbreder en syg eller gør et under / et mirakel. Det er det, der sker, når han giver nogle mennesker en nådegave til at helbrede. Det betyder ikke, at de har fået en særlig evne til at gøre noget umuligt, men Gud har kaldet dem til på en særlig måde at bede for syge, og han hører så oftere deres bøn om helbredelse. Det taler både Jesus og Paulus om: Markusevangeliet 16: “v15 Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

” Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger” Paulus’ Første brev til Korintherne 12: ” v9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, v10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. v11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.” —- Det betyder ikke, at de bare efter forgodtbefindende kan skøjte hen over naturlovene og gøre noget umuligt; men de har fået en særlig gave til at bede! Det er Gud, der på menneskers bøn gør miraklerne, det er ikke mennesker. for vi mennesker kan slet ikke gøre noget til vor sjæls frelse, det siger Jesus selv i Johannesevangeliet 15: ” v5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” —- Jeg tro der i en hver troende kristens liv, ske om ikke mirakler, så at vi oplever at Gud er med os, og ordner tingene for os, når vi lægger dem frem i bøn. Apostlen taler derom i Romerbrevet 8: “v28 Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. v29 For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. v30 Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.” — Og Jesus siger selv i Matthæusevangeliet 7: “v7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. v8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. v9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, v10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? v11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” —- I Lukasevangeliet 6 siger Jesus: “v43 Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. v44 For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. v45 Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.”

Men jeg tror også, at der nu og da sker mirakler, som ikke har noget med Gud at gøre. I så fald er det ikke en eller anden neutral “universets ånd” eller “energier”, så er det dæmoniske kræfter, der bryder ind fra den anden side. Derfor er der, både i Bibelen og i livet, eksempler på mirakler gennem mennesker, der ikke beder til Gud, men har kontakt med onde ånder: heksedoktorer, satanister, okkulte og nyreligiøse mirakelmagere. Al den slags skal man holde sig langt væk fra! Bibelen forbyder klart enhver kontakt med troldmænd, spiritister osv. For så er det ikke Gud eller neutrale kræfter, man har at gøre med, men dæmoniske kræfter.

Matthæusevangeliet 8: “v16 Da det blev aften, bragte de mange besatte hen til ham, Jesus, og han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge, v17 for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:
Han tog vore lidelser,
han bar vore sygdomme.”

Lukasevangeliet 10: “v17 De tooghalvfjerds vendte glade tilbage og fortalte: »Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.« v18 Da sagde han til dem: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. v19 Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer. v20 Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.”

Apostlen Johannes skriver i sit Første Johannesbrev 4: “v1 Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. v2 Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; v3 men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. v4 I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. v5 De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. v6 Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd.” — Der går desværre mange rundt og leger med de onde onder, og tro så at de er i forbindelse med Guds rige, selv fjernsynet leger med de onde, det er farlig, det er djævelens ånder der er på spil.

Vi har alle lov til at bede Gud om undere. Man skal ikke have en særlig nådegave til dét! Og vi har vel at mærke lov til at bede om hvad som helst, uanset hvor usandsynligt det måtte være. Jesus siger i Matthæusevangeliet 18: “v19 Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. v20 For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” — Og i Johannesevangeliet 16: “v25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. v26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, v27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. v28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.” — Og i Matthæusevangeliet 7: “v7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. v8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. v9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, v10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? v11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!”

Så lad os i det nye år gå bønnens vej til Gud, så vi beder, ikke kun for vore kære og os selv, men også for vort folk, at de må møde Jesus Kristus og blive frelst. Så vil vi opleve at Gud griber ind i vores og i andres liv, til velsignelse for den enkelte.

Apostlen Paulus skriver i Romerbrevet 8: “v1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. v2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. v3 Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, v4 for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.”

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S

“Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind;” Salme 52. v11. Dermed er det afgørende sagt. Vi har at gøre med en virkelighed, noget som er sket, og som ikke kan flyttes, fordi vi synes, det er ubegribeligt. Vi har slet ikke noget, vi skal have sagt her. Gud har nemlig sagt alt det, der skal siges. — Og fordi Gud greb ind, har vi nu noget at gribe om. Gud har selv ordnet alt det, der angår vor frelse. Julenat lød det ud over Betlehems marker. ” »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Det var Guds værk, der greb Gud ind i menneskernes tilværelse, og dermed ændrede verden og de betingelser der er for et menneskeliv, nu er der frelse for alle dem der vil tage imod. Hvorfor? Fordi Jesus Kristus, Guds enbårne søn, frivillig tog vores synd på sig, og på Korset på Golgata Landfredag betalte den løn du og jeg skulle betale “Døden” — det skete da Jesus udråbte sit budskab “Det er fuldbragt” —- Da forligtes Gud sig med menneskerne. — Der foreligger nu en situation, som vi skal tage stilling til, ikke teoretisk, sådan at det gælder om at begribe det; men praktisk, sådan at det er livet om at gøre, at vi gør brug deraf. — Gud greb ind. Det gjorde Gud mange gange og på mange måder i vort liv. Tit forstod vi det slet ikke. Vi blev væltet over ende og tumlede rundt, fordi vi syntes, at det hele var så meningsløst og håbløst. — Men — da vi omsider blev stille nok og små nok, anede vi, at det var Gud, der havde været ved vor dør med en besked. —- Gud greb ind. Havde Gud ikke gjort det, hvor var vi så været i dag? Vi kørte træt og satte os ved siden af Elias under gyvelbusken. — Første Kongebog 19: ” v4 Selv vandrede han (Elias) en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: »Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.« v5 Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« v6 Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. v7 Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« v8 Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. v9 Dér gik han ind i en hule og overnattede. — Men Gud blev og bliver ikke træt. Vi tabte tit modet. Men Gud sendte os på ny et glimt fra lysets hjem. Vi gled ud af sporet. — Men — Gud tog et tag i os og kaldte os til orden. —- Hvad bliver så facit? — Dette: Evindelig takker jeg dig Gud, fordi du greb ind. —- Men — så skal du også gå ud og omsæt den tak i lydighed og tjeneste i dag og i de følgende dage i de nærmeste krav.

En anden sted vi kan opleve at Gud greb ind, det er i vores eget liv og hverdag —- Citat: “Frikirkepræsten Sven-Axel Conrad, fortæller, i sin Erindringsværk. ”Bitter kaffe & søde dadler”, hvordan han kom på forsiden af et af de store ugeblade, da han ved et møde i pinsekirken i Aalborg, hvor han i tre perioder var præst, i Guds navn helbredte en kvinde for sklerose. Kvinden rejste siden rundt i hele Norden og fortalte om miraklet. Vesla Mortensen, som hun hed, blev helbredt efter 14 år i kørestol. Sven-Axel Conrad var trådt til i sidste øjeblik som afløser for en kendt svensk helbredelses-prædikant. – Han døde en uge før arrangementet, og vi ville egentlig have aflyst, men nej, tænkte jeg, det er jo Gud, der helbreder, uanset hvem, og det er så på det andet møde, det sker. Kvinden i kørestolen var begyndt at rejse sig, og jeg fik den tanke, om ikke Gud ville helbrede hende. Hun tager min hånd, rejser sig op, slipper mig og insisterer på selv at gå hjem fra mødet. —- Morgenen efter helbredelsen tog han og En anden ud med rundstykker og besøgte Vesla. – Hun var totalt helbredt.” Citat slut. — Så — også her greb Gud ind.

Anden Kongebog 19: “v14 Da Hizkija havde modtaget brevet af sendebudene og havde læst det, gik han op i Herrens tempel og bredte det ud for Herrens ansigt. v15 Så bad Hizkija for Herrens ansigt: »Herre, Israels Gud, du som troner på keruberne! Du alene er Gud over alle jordens kongeriger. Du har skabt himlen og jorden. v16 Vend dit øre til og hør, Herre! Åbn dine øjne og se, Herre! Hør de ord, Sankerib har sendt for at spotte den levende Gud. v17 Sandt er det, Herre, at Assyriens konger har lagt folkene og deres lande øde v18 og kastet deres guder i ilden. Men de var jo ikke guder, kun menneskehænders værk, træ og sten. Derfor kunne de ødelægge dem. v19 Herre vor Gud, frels os fra ham, så alle kongeriger på jorden kan vide, at du, Herre, er den eneste Gud.” — Også her greb Gud ind.

Kong Ezakias havde modtaget en note fra Sankerib, og situationen var faretruende. Da Kong Ezakias havde læst brevet, gjorde han noget meget fornuftigt. Han gik ind for Guds ansigt og bad i oprigtighed. — Og — Han fik svar, for Gud greb ind, så uvejret drog forbi. Hvorfor nu sådanne gamle beretninger? — Fordi dem kan alle læse om og se hvilken konsekvenser det fik i disse menneskers liv, for de er jo omtalt i Biblen og kan læses af alle.

Mirakler er udtryk for, at Gud virker i verden, men på en måde der langt overgår hvad mennesker kan præstere. Mirakler = “Gud greb ind i den ellers så forudsigelige verden, hvorved Gud ændrede menneskehedens historie, idet der nu blev et før Kristus og et efter Kristus.

Johannes Døber blev undfanget ved et mirakel, det læser vi i Lukasevangeliet 1: “Løftet om Johannes Døbers fødsel” “v5 I de dage, da Herodes var konge over Judæa, var der i Abijas skifte en præst ved navn Zakarias. Hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth. v6 De var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter, v7 men de var barnløse, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene.

v8 Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, v9 at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet, v10 og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted. v11 Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret. v12 Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og han blev grebet af frygt. v13 Men englen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. v14 Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, v15 for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, v16 og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. v17 Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«

v18 Zakarias sagde til englen: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.« v19 Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. v20 Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«

v21 Imens stod folket og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. v22 Da han kom ud, kunne han ikke sige noget til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet; han måtte gøre tegn til dem og var og blev stum. v23 Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. v24 Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid, og hun lod sig ikke se i fem måneder, men tænkte: v25 »Det har Herren gjort mod mig i de dage, da han tog sig af mig og fjernede min vanære blandt mennesker.”

Jesu undfangelses mirakel.
Evangelierne er fyldt med beretninger om Jesu mirakler. Jesus selv kom ifølge Bibelen til verden ved et mirakel, idet hans mor Maria bliver gravid ved hjælp af Helligånden, uden en sædcelle fra en mand. as evangeliet 1: “v26 Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, v27 til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. v28 Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« v29 Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. v30 Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v31 Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33 han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« v34 Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« v35 Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. v36 Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; v37 thi intet er umuligt for Gud.« v38 Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.”

“Johannes Døbers fødsel” “v57 Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. v58 Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende. v59 Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. v60 Da sagde hans mor: »Nej, han skal hedde Johannes.« v61 De sagde til hende: »Men der er ingen af det navn i din slægt,« v62 og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. v63 Han bad om en tavle og skrev: »Johannes er hans navn.« Og alle undrede sig. v64 I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. v65 Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. v66 Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.”

Jesus begyndte sit arbejde som Guds søn ved at gøre vand til vin ved brylluppet i Kana, Johánnesevangeliet 2: “v1 Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; v2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. v3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« v4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« v5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

v6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. v7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. v8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. v9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen v10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” —- Jesus får på den måde bevist, at Han er Guds søn, som kan noget særligt og er værd at lytte til.

Vi læser også, at Jesus første disciple, ser Jesus gøre et mirakel, hvorefter de resten af deres dage vier deres liv i Jesus tjeneste, Lukasevangeliet 5: “v1 Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, v2 fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. v3 Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

v4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« v5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« v6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. v7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. v8 Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« v9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået v10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« v11 Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.” —– Og så følger miraklerne ellers tæt i Jesu liv med store konsekvenser for de folk, der er genstand for dem. —- Overalt hvor Jesus kommer frem, sker mirakler og folk kommer til tro på ham. Jesus mætter 5000 mænd med bare fem brød og to fisk. Marcusevangeliet 6: “Bespisningen af de fem tusind” “v30 Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. v31 Og han sagde til dem: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise. v32 Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. v33 Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. v34 Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. v35 Da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. v36 Send dem bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.« v37 Men han svarede dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde så til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?« v38 Men han sagde til dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, sagde de: »Fem, og så to fisk.« v39 Så sagde han, at de skulle få alle til at sætte sig ned gruppevis i det grønne græs. v40 Og de slog sig ned i klynger, nogle på hundrede, andre på halvtreds. v41 Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle. v42 Og alle spiste og blev mætte; v43 og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde. v44 Det var fem tusind mænd, der havde spist.” —- og Jesus går på vandet Marcusevangeliet 6: “Vandringen på søen” “v45 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv sendte skaren bort. v46 Og da han havde taget afsked med dem, gik han op på bjerget for at bede. v47 Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land. v48 Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem. v49 Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op; v50 for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« v51 Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv. v52 De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.”

Gud griber også i ind i hver troendes liv, det siger Jesus selv i Matthæusevangeliet 6, men Jesus siger også at vi kan ikke tjene to herre, enten har vi lagt vort liv i Guds hånd, eller vi tjener Djævelen, som er Guds modsætning, men lyt selv til hvad Jesus siger: “v24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” —- Men Jesus siger også her, at hvis vi lægger vor liv i Guds hånd og lever det i tro på ham, så skal vi ikke bekryere os, men søge Guds rige, Matthæusevangeliet 6: “v25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” — Det er ikke mirakler, men Guds kærlige omsorg for sine troende børn.

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S

“Godt ny år”! — skal de ord fyldes med et indhold, der vejer, må vi lægge vort liv i den almægtige Guds hånd og gribe om Guds løfter: “Jeg vil være med dig; jeg vil ikke slippe dig og forlade dig.” —- Og så gå vi da ind i “Det nye år” med bøn om, at vi dog må nå hjem til det forjættede land, Guds Paradis.

Med Ånden vi er i vor Guds Paradis,

Almægtige Ord er ei tomme,

Og leger vort Hjerte til Faderens Pris,

Med Legemet skal vi der komme!

Hvad dunkelt men sødt vi i Støvet fornam

Da Ansigt til Ansigt vi skue med Ham,

Som virker alt Godt i os Alle!

N.F.S. Grundtvig.

Axel Juhl fortæller i et digt, hvordan han kommer hjem til sine stille stuer, hvor: Citat: “Tysthedens andagt over alt er lagt, og alting her har gamle minders magt”. Han

ser sine bøger, som han længe har svigtet for livet og det liv han havde digtet. Han føler sig knyttet til de gamle grækere af evig ånd, og du — åh, jeg må møde dig igen.

Du, alle tolderes og skøgers ven. “Det skælver svagt bag mine øjenlåg. Jeg tager stille alle bøgers bog, Biblen, og jeg slår op et sted på må og få, at finde et, jeg tyst kan

tænke på. Kong Salomo, hvis sjæl var alt for rig, var al din visdom mon dit hjertes skrig —- “Bevar dog frem for alt, hvad dig er givet, dit hjerte, ven, thi deraf udgår livet

—-” Så længe hjertet er sundt, kan et menneske holde til det utrolige. Sygdom, sorger, modstand, hån og spot kan ikke slå det ud. Det kan gå syngende gennem mørket

med troen og håbet i behold. Det kan tåle ensomhedens byrde og trækkende tungeste læs. Når blot hjertet er i orden, kan intet ramme et menneske alvorligt. —- Men —

er hjertet blevet såret af syndens pile, bærer mennesket på en smerte, som ikke kan lægges af noget som helst lægemiddel i verden. Selv midt i glædens stunder føles

smerten dybt inde i sjælen.” Citat slut. — Så kunne vor bøn for det nye år, være det som står i Esajas 44: “v8 Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe,

jeg ikke kender?” —- Giv mig et sted at stå! Hjælp mig at komme på fas grund! Vis mig, hvor der er et tilflugtssted! Ræk mig noget, der ikke kan dø! Det er udtryk

for menneskets dybeste behov til alle tider. — uanset arven vi modtog, og opdragelsen vi fik, uanset de omgivelser, der var medvirkende til at præge os, ligger den

begæring dybt i os alle, at vi vil have vore fødder på klippegrund. —- Kan det lade sig gøre? —- Ja —, det kan.

I den gamle pagt spørger Herren sit udvalgte folk Israel: “I er mine vidner: er der en Gud uden mig? er der vel anden klippe? jeg ved ingen.” —- I den nye pagt

hører vi Jesus sige: “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Og de første vidner påstår, at der ikke er givet mennesker noget andet navn, hvori der er frelse, end Jesus

navn. Men i dette navn er der frelse. Matthæusevangeliet 18: “v11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.” — Apostlen Peter siger i

Apostlenes Gerninger 4: “v11 Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. v12 Og der er ikke frelse i nogen anden,

ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” —- Men i Jesus navn der frelse. Jesus Kristus, den korsfæstede og

opstandne, er Herren, som har navnet over alle navne. Hos Jesus er alting ægte, og os Jesus er der ly.

Bevis det! siger du. —- Nej —; her er et område, hvor beviser intet har at gøre. Her bliver den enkelte overladt til personlig stillingtagen, til en afgørelse og et spring.

Denne sag afgøres ikke gennem teoretiske drøftelser, men kun hvis vi lytter til Jesus Kristus og hans ord, vil enhver ærlig sjæl erfare sandheden i de ord: “Du evige

klippe, hos dig er der ly.” —- Der kan rejses mange indvendinger, men de praler af hos den, der er grebet af Kristus. Vi må sige ligesom Jeremias: “Du overtalte mig,

Herre, og jeg lod mig overtale.”

Du skulle her ved det nye års begyndelse, kigge indad på dit liv, og se om du er tilfreds med det du ser, er du ikke tilfreds skulle du måske lytte til Jesus Kristus, og

overgive dit liv til Jesus, for deri er der frelse og evigt liv. For kun hos Jesus Kristus finder vi den evige klippegrund, som vi kan bygge på og død på. At være Jesus

Kristus nær er at være ved livets kilde.

Jesus siger i Matthæusevangeliet 16: ” v16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon,

Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke,

og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget,”

Johannes’ Åbenbaring 7: “v13 Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« v14

Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort

dem hvide i Lammets blod.
v15 Derfor står de for Guds trone
og tjener ham dag og nat i hans tempel,
og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
v16 De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17 for Lammet midt for tronen skal vogte dem
og lede dem til livets kildevæld,
og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.”

Jeg ønsker Godt Nytår til hver eneste, og ønsker, at vi hver især, må få lov at opleve “Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.”

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S.

Lad os slutte det “gamle” og begynde det nye år med at sige tak for det gamle år og beder om alt godt i det nye år. Vi beder altså om Guds velsignelse over det år, som skal til at begynde. I Det Gamle Testamente betyder velsignelse en helt overordnet tilstand af fred, velstand og harmoni. Det er de tanker vi vil slutte det gamle år med, og de tanker vi vil “træde ind i det nye år med, så er det godt begyndt. Nytåret er en overgang fra noget kendt til noget ukendt. Derfor er det rart at samles til en gudstjeneste og bede om Guds hjælp i det nye ukendte. Det får et flot udtryk i og med, at en af prædiketeksterne til nytårsdag er Fadervor. Her beder man om, at Guds rige skal komme, og at hans vilje skal ske. Man indleder altså året med at lægge det i Guds hænder. Grundtvigs salme ’Vær velkommen Herrens år’ findes i to udgaver. Den ene er skrevet til kirkeårets begyndelse første søndag i advent (DDS 74), mens den anden (DDS 712) er skrevet til det nye kalenderår. Her beder Grundtvig netop Gud om en god høst, fred og glæde, altså om Guds velsignelse over det nye år.

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Nådens Gud! lad dit solskin i vår
os skænke på marken et gyldent år!
Fredens Gud! den livsalige fred
du skænke vort land til at blomstres ved!
Fader-Gud! os til glæde og gavn
nytåret henskride i Jesu navn!
Velkommen, nytår, og velkommen her!

N.F.S. Grundtvig 1849.

“v15 Men jeg stoler på dig, Herre, jeg siger: Du er min Gud. v16 Mit livsløb er i din hånd, red mig fra mine fjender og forfølgere! v17 Lad dit ansigt lyse over din tjener, frels mig i din trofasthed!” Salmernes Bog 31.– Igen tager vi afsked med et år. Vi ser tilbage og opdager fodsporene der røber, hvilken vej vi gik. —- For nogle af os var året lykkeligt og lyst, og sindet er fyldt med tak for alt, hvad året bragte. — For andre blev det et strengt år med mange trange dage. Måske hentede døden en af dem, der betød så meget for os, og nu gnaver savnet.

Fælles for alle er, at vi her året slutning må sige til Gud, som tæller vore dage og ordner hvad der sker: Vær mig nådig, vær mig god! — For vi gik ikke på Guds veje og ærede Ham ikke ved vor tro. — Hvad skal vi gøre på årets sidste dag? Vi skal gentage ordene fra den 31 Salme: “Herre, jeg stoler på dig; jeg siger du er min Gud, mine tider er i din hånd. Red mig fra fjenders hånd! Lad dit ansigt lyse over din tjener, frels mig i din miskundhed!” — Gives der bedre bøn, på årets sidste dag og hver dag?

Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, og vi vil ikke male sorte billeder, selv om angsten ligger på lur. Gud er Gud, og vore tider er i hans hånd. — “Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde. Om slægter svimler, – blandt stjernestimle/utallig vrimler i høje himle/Guds grøde.” — Den Danske Salmebog, nummer syv, “Herre Gud, dit dyre navn og ære”, af Petter Dass, 1698. — Når Gud med sit almagtsord tilsiger os alle vore synders forladelse og lover, at Han vil gå med os på al den vej, vi skal vandre på, har vi ikke lov at frygte.

Om tro beder vi på nytårsaftensdag, ægte tro på vor himmelske Fader. Skab troen i vort hjerte, Gud! Giv os den tro, der bærer os frelst hjem i din time! — Tak for din miskundhed mod os hver dag i det gamle år! — Tak, fordi din barmhjertelighed ikke er brugt op, men varer evindelig. — For — Vi må Åpostlen Peter sige Johannesevangeliet 6: “v67 Jesus spurgte da de tolv: »Vil I også gå jeres vej?« v68 Simon Peter svarede ham: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, v69 og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.” — med vor fortid og vor fremtid? Vi tyr ind til dig, som regerer i evighed. Du forstår os, du elsker os, og du magter os. Hos dig er der ly, i for alle livets storme. — Hold os fast hele vejen hjem til dit Paradis. — Tak fordi vore tider er i din hånd!

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

Nok rinder det “gamle” år ud den 24 dec. kl. 24. — Men livet går videre og et nyt år begynder, og så er vi trygt kan sige: “Men jeg stoler på dig, Herre, jeg siger: Du er min Gud. v16 Mit livsløb er i din hånd,” også i det nye år. Og Gud svare i Josvabogen 1: “Sagde Herren ….. vil jeg være med dig; jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.” — Godt Nytår! — Hvordan får vi det? —- For det første må du stole på, at Gud skal alting mage. Vi ved ikke, hvad det nye år gemmer til os, og det er godt, at vi ikke ved det: men et står fast, når vi befinder os på troens grund: Du er aldrig alene. “Jeg vil være med dig,” siger Herren. Gud samler alle tråde, han tæller vore dage og ordner, hvad der sker. “Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig”; sådan lyder Guds løfte, og den, der er i pagt med de ord, får et “Godt ny år”

For det andet må du være forvisset om, at Jesus Kristus vil lyse for dig. Hver morgen er hans nåde ny, og aldrig bliver Jesus træt af at gå dig i møde med tilgivelsens ord. Jesus sagde da han hang på korset på Golgata Langfredag: “Det er fuldbragt!” — bedre ord er aldrig sagt, og en gang for alle har han vundet en evig forløsning. Jesus Kristus slipper dig ikke, og der kommer ingen situation i dit liv, hvor Jesus Kristus ikke er dig nær for at redde dig. Matthæusevangeliet 28: “v16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Salme 23: v1 Salme af David.

“Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2 han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4 Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.”

Jesus siger selv, om sig selv i Johannesevangeliet 10: “v7 Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. v8 Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. v9 Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. v10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.

v11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. v12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; v13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

v14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, v15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. v16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.”

Og for det tredje må du huske, at der er beredte gerninger på din vej. Vi tror på Gud Fader, som skal alting mage —- Og på Jesus Kristus, som går foran og tænder lys —– Og på Gud Helligånd, som vejleder os til de beredte gerninger. Du skal ikke ud i tilfældighedernes mose, men færdes på den vej, hvor Gud styrer og velsigner.

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S.

De ti jomfruer var fælles om at vente, men for de fem af dem var forventningen af en sådan art, at den afgjorde deres gerninger. Ikke at gerningerne blev gjort med et underforstået sigte: hvis de havde sørget for alt, ville de nok kunne være sikre på at blive lukket ind, nej, sat i arbejde af forventningen gjorde de det arbejde, som skulle gøres – her at have olie til lamperne, så lamperne kunne lyse, der hvor det krævedes af dem. Sat i arbejde af forventningen gjorde de det, som forventningen satte dem for, at passe deres job, der hvor det nu var, som de brudejomfruer de i denne situation var. At de blev lukket ind, var jo ikke deres hensigt med at have olie parat, for meningen med olien var, at der skulle være lys – på det tidspunkt, det krævedes. Det var ikke for at gardere sig eller for at sikre sig, de havde sørget for olien, men de havde blot gjort det, fordi det ville være helt tåbeligt at være brudejomfru med en lampe, som ikke kunne lyse. Det ville være ikke at passe sit arbejde. Beslutningen om at lukke dem ind var jo brudgommens, de havde blot ventet på ham, tro mod deres opgave. Du bærer hatten omvendt, sagde Luther i sin prædiken, når du tror, at gerninger skal rettes mod Gud og troen mod mennesket. For gerningerne hører jorden til, hører Næsten til, og om de gør indtryk på Gud, ja, det må du lade Gud om. Af ham har du kun at forvente dit liv og hele din salighed, at tro hans nåde mod dig, og kun i den forventning, i den tro kan dine gerninger befries for deres forbandelse. At skulle gøre indtryk på Gud. At skulle gøre ham rig og stærk. —— For lignelsen fortæller om ti, der havde en opgave, om fem, der uforstandigt lod opgaven ligge, og om fem, der stod ved den. Og derfor kaldtes kloge. Men der er først og fremmest evangelium i lignelsen, fordi den fortæller, at grunden til de kloges klogskab var, at de levede i en forventning, som de ikke selv skulle opfylde. At forvente brudgommen, og det vil sige, at forvente alt af Gud, at høre ordet om syndernes forladelse, det var det, som gav dem påbud til at gøre, hvad der skulle gøres – på jorden.

Eller med Luthers ord fra samme prædiken: “Thi når du i dit hjerte grundfæstes i troen, så du ved, at din Gud, da du var hans fjende, barn af den evige forbandelse, har vist sig så barmhjertig mod dig uden at du har fortjent det, når du tror det, så kan du ikke lade være, du må vise dig ganske ligesådan mod din Næste, som var det af kærlighed til Gud. ”For kun ordet om syndernes forladelse i Jesus Kristus sætter hatten retvendt på hovedet.

Så gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde,
da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde.

For slet ikke at tale om fortørnelsen hos den toneangivende verden, der med næstekærligheden som argument bebrejder dig din begrænsethed og modtager svaret: “Jeg kender ikke næstekærligheden, men jeg har min næste, her og nu, og han kræver uophørligt min gerning.” Det fortørnende svar, som viser verden tilbage til blot at være jorden tro, til at passe sit arbejde, der, hvor verden ville noget meget finere. Jo, der er evangelium i lignelsen om brudejomfruerne,

Så gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde,
da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde.

Jeg tror, at det er olien og ikke lamperne, som er afgørende. De fem tåbelige kommer jo ikke med, alene fordi de mangler olie. I Lukasevangeliet 18, 8 siger Jesus: “Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Menneskesønnen er Jesus selv, og det, han leder efter ved sin genkomst, er troen. Derfor regner jeg med, at olien, som det afgørende i lignelsens verden, er et billede på det afgørende i virkelighedens verden, nemlig troen på Jesus. Her er det vigtigt at understrege, at troen ikke er død teori, men den levende tro, der holder sig til Jesus og ønsker at tjene ham og derfor helt naturligt viser sig i gerninger. Gerningerne kan ikke frelse nogen, men de kan vidne om, at troen på Jesus ikke er død teori, men levende til tillid til ham som frelseren. Ud fra Det Nye Testamente må vi sige, den rette forberedelse er den sande tro, den rette omvendelse, de gode gerninger, Den Hellige Ånd og hans frugter, for alt dette udgør et sammenhængende hele, hvor det ene ikke kan være uden de andre ting. Og det, der sammenfatter dem, er livet sammen med Jesus. Eller kort sagt troen, som Jesus taler om i Lukasevangeliet 18: “v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

Indtil Dommedag drejer det sig om at dele evangeliet med andre, Jesus det selv siger i Matthæusevangeliet 28: “v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”, Men ved dagenes ende, når dommerdagen kommer er det for sent. Den dag, på dommerdagen, er evangelisationen og missionens tid forbi, og enhver må selv træder alene frem for Jesus. Den dag kan kun Jesus hjælpe, og har man afvist ham indtil da, så møder man ham som sin dommer og ikke som sin frelser, for Jesus kan ikke frelse dem, som afviser hans hjælp. På Dommedag er det umuligt at komme til den frivillige tro, for den dag er hans magt synlig for enhver, og den skaber ikke tro, men tvinger til underkastelse. Troen hører denne verden til, hvor man ikke ser hans guddommelige magt og derfor ikke er tvunget af den. På Dommedag er det derfor umuligt at dele troen med nogen. Dommedag sætter punktum for trosdelingen og afslører, om man har troen eller ej. Derfor kan man godt overveje, om Dommedag kommer, når det ikke længere er muligt at bringe flere til tro. I øvrigt minder denne lignelse om Mattæusevangeliet 7: “v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. v22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”. Hvor Jesus også afviser mennesker på Dommedag. Blot er teksten dér ikke en lignelse, men konkret, og det viser, at brudgommen i lignelsen om de ti brudepiger er Jesus.

Jesus siger selv i Johannesevangeliet 3: “v14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, v15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. v18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. v19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. v20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. v21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.”
“Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” — Så alvorligt taler Jesus om frafaldets mulighed, navnlig når lakker mod enden. og vi skulle dog tro at Jesus kende resultatet, det gjorde han nok også, men ville med disse ord fortælle, at det er alvorligt, når han fortalte at mennesker kunne gå fortabt, bl. an da Jesus sagde “Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”. — Vi skal ikke ryste mismodigt på hovedet og tænke, at det er meget mulig, at en mængde af dem, der i dag kalder sig med kristennavn, stryger flaget når det gælder. Vi skal meget hellere gøre, ligesom apostlene gjorde Skærtorsdag aften, da Jesus talte om, at en af dem ville forråde Jesus. Det er da vel ikke mig, Herre? sagde de. De, apostlene, stolede ikke på deres egen tro. — Jo —, Peter gjorde desværre, men vi ved også han bitterlig fortrød, og at Jesus tilgav ham. —- Jer selv skal I ransage, om I har troen, skriver Paulus til dem i Korint. — Det betyder ikke, at vi skal prøve på at måle styrken af vor tro eller tælle sejrene, hvis der er nogle sejre at tælle. Men det betyder, at der hele tiden skal bæres brænde til bålet, hvis det skal blive ved med at blusse.

Troen —- det er ikke noget, der er inde i os, men noget, vi er inde i, og som har magten over os. Troen er ikke en vare, som vi kan opmagasinere i et lagerrum i vor tilværelse til brug ved særlige lejligheder. — Men — med vor krop, med vor mund og med vore hænder, med vor ånd, med hele vor personlighed må vi i hverdagens tusinde af småting bevise, at vi er i troen. Det er at have olie i sin lampe og nok til at Jesus Kristus kommer igen, og tager os med ind i bryllupssalen.

Derfor er det underligt, at mange synes at mene, at forbindelsen med Gud kan holdes i forsvarlig orden blot ved hjælp af en hastig aftenbøn og måske nogle Kirkebesøg. — Mon — Menneskesønnen, Jesus Kristus, vil finde troen på jorden? —- Kan du ikke høre alvoren i de ord af Jesus? — Kan du ikke godt forstå apostlene: Herre Jesus, er det mig du sigter til? ….. Vi skal nok hver i sær ret så inderligt bede Gud Helligånd: Hjælp mig at blive i nådens og troens stand til min sidste stund!

Og ved du hvad? Jesus løj aldrig, derfor løj Han heller ikke om de sidste tider og verdens dommen. “”Hvad et menneske sår – skal det også høste” – Sagt af Jesus Kristus

“Husk en løgn koster dig ikke ’en sandhed, men sandheden” sagt af Friedrich Hebbel. —— Løgnes vej er forbandelsens vej – Sandhedens vej er velsignelsens vej – Jesus Kristus er Sandheden og Vejen og Livet, det har selv sagt. .

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!

Arnulf af Louvain før 1250.
N.F.S. Grundtvig 1837.

Jeg ønsker alle “Et godt og Velsignet Nytår” i Jesus navn.

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S

“v1 Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. v2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. v3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. v4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. v5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. v6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! v7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. v8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. v9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. v10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. v11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! v12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. v13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” Matthæusevangeliet 25. Vi har lige haft Juleaften og vi er midt i julen, Juleaften i Kirke og hjem hørte vi beretningen om Gud der sendte sin enbårne søn herned for at vi skulle have en frelser “v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” I gennem kirkeåret har vi hørt beretning efter beretning om hvordan Jesus omkring og gjorde tak, samtidig med at Han forkyndte Guds frelsesplan. som Jesus var den der skulle fuldfører, hvilket Han gjorde da Han døde på korset på Golgata Langfredag.

Nu kommer vi så til den tid hvor Jesus skal fortælle i lignelse, hvad der sker når Han kommer igen for at dømme levende og døde. Jesus fortæller om ti brudejomfruer der venter på at komme med til deres Herres bryllup, og ventetiden bliv lang. — Men — endelig lyder råbet “Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!”, det er det samme råb der vil komme den dag Jesus Kristus kommer igen, for den dag er Guds time inde da Gud gør op med hvert eneste menneskes liv, om det er levet i tro eller det blev i vantro, det er det der afgør om den enkelte går ind til evigt liv hjemme hos Gud, eller blive forkastet og lukket ud i mørket hvor der skal være gråd og tænderskærende. Vi fik tilbuddet juleaften, tilbuddet om at tage mod Jesus Kristus som vores frelser, gjorde du det???”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!”, Er det ikke farligt at blive ved med at lade dette lyde? Nu er der gået 2000 år, og brudgommen er ikke kommet. Virker dette råb overhovedet mere? Er der nogen, der for alvor regner med det? Alle brudejomfruerne faldt i søvn, og søvnen bliver mere og mere fast, for hver slægt der går i graven, og stadig lader Jesus Kristus os vente på hans genkomst. Er der noget at sige til det? Er det ikke mere ærligt, om vi indtil videre standser udsendelsen?

Om dette skriver Jakob i sit Jakobsbrevet 5: “v7 Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. v8 Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.” Og vi må vel svare, at desværre er der ingen overhængende fare for, at råbet om Brudgommens komme skal lyde for stærkt i vort folk. Vi er uendelig langt borte fra den indstilling, der præger Ny Testemente forkyndelse. Vi har indrettet os her på jorden, og hvis vi i der hele taget ser fremad mod afslutningen, er det ikke Brudgommen, men dødens komme, vi tænker på. En enkelt gang giver det et ryk i os, f. eks. når vi synger “Rejs op dit hoved, at kristenhed”. Men det varer ikke længe, før hovedet igen sænkes, og så tramper vi igen fast på jorden.

Rejs op dit hoved, al kristenhed!
Opløft dit øje, slå ej det ned!
I Himlen du har hjemme,
dér er dit hjerte, dér er din skat,
derfra han kommer med æren brat,
hvem du kan aldrig glemme.

Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!
N.F.S. Grundtvig 1837.

Det kan ikke være anderledes, siger nogle. Ny Testementes forventning kan ikke stilles op som kendetegn på normal kristendom. —- Men — forventningen er ikke en tilsætning til Ny Testementes budskab; det er en del af selve budskabet, ja, endda en væsentlig del af budskabet. Håbet, det kristne håb, er ikke en knude i trådens ene ende, men er selve tråden, der er trukket gennem budskabet. Jesus talte derom atter og atter. Det er Jesus Kristus, der lader råbet lyde i natten: “Se, brudgommen er der, gå ham i møde!” —- Har vi så ret til at holde inde, og lade være med at lade råbet lyde? —- Nej, vi har pligt til at råbe! — Vi kan godt spare os alle indvendinger. Vi må hellere se at få søvnen gnedet af øjnene og få vore lamper gjort i stand, mens det i nu er tid. “I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.” Det er Biblens budskab til os. Det betyder, at vi sættes til at vente. Vi sættes i venteposition. Der er en tid til at vente og bie og tie. Jakob peger på bonden, der i Israel sår om efteråret og så må han ellers vente på høsten. Han ved, at det tager tid. Først skal efterårsregnen komme i november og så forårsregnen i marts, de to store regnperioder i Israel. Og så får vi et ord, der forklarer og uddyber og viser, hvordan tålmodigheden skal øves: I skal gøre jeres hjerter stærke! Styrk hjerterne. Netop ved ordets oplysning, skriftemålets renselse, nadveren, der bringer os Kristi legeme og blod. Og så det store adventsperspektiv, der begrunder hvorfor vi skal lade hjerterne få styrke: jo, Herrens komme er nær.

Som aldrig så lang er nogen dag,
at aften jo er i vente,
så haver det lys og solbjærgs-lag,
som Gud udi kirken tændte;
men altid det dages dog på ny,
hvor hjerterne morgen vente.

Nordisk dagvise 14. årh. Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1826. Bearbejdet 1943.

I en prædiken fra 1522 siger Martin Luther: “I har ofte nok hørt, at vi over for Gud ikke har gerningerne fornøden, men overfor Næsten. Man kan hverken gøre Gud stærkere eller rigere med gerningerne, men menneskene kan man gøre rige og stærke dermed – dem er de til gavn for, dem skal de også rettes mod – og ikke imod Gud”. —- Lignelsen om brudejomfruerne synes jo utvetydigt at sige det modsatte, hvis vi skal høre den som et billede på forholdet til Gudsriget, om forholdet til Gud. Og sådan fortæller lignelsen os jo, at vi skal høre den, “Da skal det være med himmeriget som med ti jomfruer …” begyndte lignelsen. —- Luther fortsætter: “Vend derfor om på dette bagvendte forhold, at man overfor Gud vil udføre gerninger, som man alene skal udføre overfor mennesker og give menneskene den tro, som man alene skal give Gud. Vend det om, at du ikke bærer hatten omvendt!” —- Disse ord er gode at erindre, når man hører en lignelse som den, vi lige har hørt, fortællingen om de ti brudejomfruer, hvoraf de fem var uforstandige og blev forment adgang til den bryllupsfest, som de andre fem blev lukket ind til. Ikke mindst er Luthers ord gode at huske, når man hører den formanende slutsætning efter lignelsen, “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”.

Men lignelsen synes som sagt at sige præcis det modsatte af, hvad Luther i sin prædiken fremhævede: – at gerningerne skal rette sig mod menneskene og troen skal rette sig mod Gud. For de uforstandige jomfruer blev lukket ude fra brylluppet, fra himmeriget, fordi de havde forsømt at have olie parat til deres lamper, i modsætning til de kloge jomfruer, der forudseende havde sørget for netop dette, at have tingene i orden, at have gjort de rette forberedende gerninger. Netop deri bestod deres klogskab, netop i forsømmelsen af at have forberedt sig viste deres fæller uforstandigheden. Og så er sagen dog, at lignelsen forkynder kristendom og ikke jødedom, at den forkynder evangelium, sin tilsyneladende modsætning til Luther til trods. For modsætningen er overfladisk, den lille slutsætning har lagt sit slør over selve ærindet i lignelsen og gjort det tillokkende at høre gerningsretfærdighed og menneskeskabt vej til himmelen i den, men det er og bliver overflade, for hvad der siges i den er, at gerningerne hører næsten til, og overfor Gud er der blot at tro, at forvente alt af ham.

Vi var i nød så længe,
dog hørte han vor bøn,
han ved, hvortil vi trænge,
vor frelser blev Guds Søn.
Syng med Guds engleskare
på Jesu fødselsdag
om fred trods nød og fare
Gud Faders velbehag,
som vil al sorgen vende
til glæde uden ende,
bær os på børnevis
ind i paradis.

Aksel Knudsen

Svenstrupvvej 99

5260 Odense S.

“v9 … Skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” —— Om alt det timelige og forkrænkelige gælder det, at gentagelsen slider; men alt det, der er evighed i, bliver ved at være lige nyt og friskt, hvor tit det end gentages. Det, som tidens tand gnaver i, bliver hullet og lurvet, men det evige bliver ved med at være helt og skønt. — Derfor har adventstonerne den stærke klang, selv de er de samme fra år til år, og vi bliver aldrig trætte af at høre de ord: Se, din Konge kommer til dig —! — Hvis — vi virkelig hører dem, ved vi godt, at der kun er et svar, der sømmer sig: “Velsignet være Han, som kommer!” —- Han som kommer, Jesus Kristus, —! Sådan lyder ekkoet i al Ny Testementes forkyndelse. Der har været tider i Kirkens historie, hvor modstanderne havde begyndt at blæse i trompeter for at forkynde, at nu var Kirkens saga ude, og nu var Jesus Kristus den, der gik. —- Men — de tog fejl; for Jesus Kristus er altid den der kommer. Han forbeholder sig retten til at bestemme, hvordan og hvornår Han kommer. Jesus Kristus kan tøve med at komme, fordi Han derigennem vil lære sin tungnemme og utålmodige kirke, at uden Jesus Kristus kan vi slet intet gøre. —- Men — Han kommer — om ikke før, så i den fjerde nattetime, og då siger Han: “Vær frimodig! det er mig; frygt ikke!” — Herre, giv os igen at glædes over di frelse! — Tak — fordi du er den, der kommer, og fordi du aldrig går, —- men bliver!

Juleevangeliet i Lukasevangeliet 2 lyder: ” v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:” Det er det vi skal lytte til Juleaftensdag i Kirken. “Glæden er jordens gæst i dag —-”; sådan synger vi juleaften om juletræet og i de kommende dage i tusind af danske hjem, og lad os synge med! For det er sandt. — Men — lad os først og fremmest betænke, hvorfor det er sandt. Hvad er det for en glæde, vi synger om?

Julen har bragt velsignet bud.
Nu glædes gamle og unge:
Hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.
Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen den lille.
En dejlig dag er oprunden:
I dag blev vor kære frelser fød
og paradisvejen funden.
Det er ikke blot den glæde, vi selv skaber “i denne søde juletid”. Der er ingen grund til at skælde ud, fordi vi gør, hvad vi formår, for at glæde os med hinanden i vore hjem i disse dage. Men den af os glæde svinder snart. Om kort tid er det hverdag igen, og så har vi så meget andet at tage os til, så julens selvskabte glæde glider i baggrunden. — “Nu vil jeg være rigtig glad,” sang vi som børn, og hver jul prøver vi at gentage det. — Men — lad os minde hinanden om, at den sande glæde kan vi ikke frembringe, selv om det dufter af gran, og selv om julelysene stråler.

Nej —, den sande glæde er gemt i et ord, i et befrielsesbudskab: “Se, jeg forkynder eder en stor glæde.” Skal vi få fat i den glæde, må vi lytte os ind til den. Der er et ord, vi skal opfange og modtage i tro og tak: “Eder er i dag en frelser født”; sådan lyder ordet. Det er den sætning der bliver at gælde livet ud, hvis vi tager imod, og omvender os til Jesus Kristus, så Gud kan skænke os troen i vore hjerter. —- Julens sande glæde er frelsens glæde. — Men — med vor fornuft kommer vi ingen vegne her. Her gælder det for alvor: hvis ikke I tager imod som et lille barn, kommer I aldrig ind i julens og frelsens hemmelighed. Døren til den sande glæde åbnes kun for det beklemte sind, og en redningsmand har vi kun brug for, hvis vi er klar over, at vi er i nød og fare, fordi hvis vi ikke modtager Jesus Kristus, som vores frelser gå vi fortabt, frelsens er et tilbud vi alle får, og som vi kan tage imod eller lade være, men så må vi også selv tage konsekvensen af vores valg, en konsekvens vil sige en logisk følge af noget forudgående, her nemlig julebudskabet. — Så stands dog og lyt! Spørg dig selv: har jeg brug for frelsesbudskabet. Sig til din frelser Jesus Kristus: “O, Jesus! drag dog ind til mig!” Og vær så fordringsfuld, at du ikke vil nøjes med mindre end den sande glæde.

Men englenes sang for 2.000 år siden: “v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Det er den sande glæde, der skal være for hele folket, det er ikke en privatsag for kristne. Det glade budskab skal forkyndes igen og igen. Derfor fejrer vi jul med evangelielæsning, samtidig med at vi bruger løs af den store og uopslidelige skat, vor salmebog er. Mange digtere har berettet om julens tildragelser. Selv komediedigteren Jens Christian Hostrup, præst i Hillerød, har digtet en julesalme.

Julebudet i vinterens ånde

det er Guds Faders varme ånde,

menneskefaldet til frelse vendt,

menneskets adel på ny erkendt,

hjertets ret til at kæmpe og vinde

evig fastslået, trods hver en fjende.

Salmen drejer sig om evangeliet. Om det glædelige budskab der skal være for hele folket. Julebudskabet bringer lys til alle, der lever i sorg og mørke.

Det lys slukkes aldrig. Det lys bringer trøsten til stede. Menneskets fald er vendt til frelse. Julebudskabet skænker fred på jorden. Og det er vel at mærke ikke en moderne fredspolitik, der tænkes på, men fred mellem Gud og mennesker og fred til at stride med sit eget liv og netop finde freden i julens budskab, selv midt i et tragisk liv. Med freden følger forsoningen med det liv, der er pålagt os. Så forstår også de, der græder over deres liv og skæbne, at julebudet er glæden. I den glæde kan vi leve og Hostrup glemmer ikke, hvor takken skal gå hen. Glæd dig da kun, du menneskesjæl, løft dit hoved, og tak din Gud for livet.

Julen har bragt velsignet bud. Nu glædes gamle og unge. Salmen foregår ikke så meget i julekrybben eller hos hyrderne på marken. Her er ingen vise mænd eller fattig jomfru. Det er i hjemmet med juletræet, vi fejrer juleaften. Men Ingemann strækker tankerne udover hjemmet. Det er Jesusbarnet, der er gæsten. Det er Jesusbarnets fødsel, der bragte glæde til jord. Den glæde er ikke kun et stykke historie, ikke kun en beretning om en hændelse for 2.000 år siden. Ingemann skriver i nutid: Glæden er jordens gæst i dag. I dag blev vor kære frelser fød. Himmerigs Konge bor her i dag. Han juleglæden os bringer. Jesus favner hver barnesjæl på jord og lover os englevinger. Det er ikke bare en historie som de andre. Med Jesus komme til verden kom Gud selv til jorden for at finde det enkelte menneske for at finde sin skat i den usleste mand eller kvinde. Jesus Kristus er det lys, hvorved vi skal vandre gennem mørket til de levendes land, hjemme hos Gud i Hans Paradis.

Det fortælles om juledag 1824, at det var en skøn juledag med solskin og frost, da menigheden gav sig på vej til morgengudstjeneste i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Grundtvig gik på prædikestolen, og der stod et særligt forklaret lys om ham, og han fortalte, at han denne nat havde digtet en salme, som han nu ville fremsige. Og så fremsagde han denne herlige og glade v “Velkommen igen, guds engle små”. Grundtvig maler i hele salmen med lyse farver om julebudskabet, der kommer med englene. Grundtvig vidste, som også andre salmedigtere, at glæden netop skal ses og mærkes i kraft af sorgen. Uanset lys og solskinsklær og engle, der stiger op og ned på salmens tonestige, så findes det liv ikke, hvor ikke også skuffelsen, sorgen og savnet rammer. Også i denne lyse salme drages til sidst det erfarne, det prøvede, det anfægtede voksne menneskes erindring ind i salmen med en bøn.

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!
Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige!
Da byder Vorherre selv Guds fred!
til dem, den efterhige!

Da åbner sig himlens borge-led,
da kommer ret Guds rige!
Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige!
Da byder Vorherre selv Guds fred!
til dem, den efterhige!
Da åbner sig himlens borge-led,
da kommer ret Guds rige!

Gud blev menneske! Gud gør menneskets sag til sin. Det er Julens budskab til os, og det er ikke myte, eventyr eller digtning, men begivenhed, der bliver givet os! Vor Himmelske Fader, har vist os sig selv i barnet i Betlehem, i mennesket Jesus af Nazareth, i den nedværdigede og forkastede og Opstandne Jesus Kristus. Juleevangeliet forkynder, at Gud er den evige skaber og Fader Vor, som søger og finder og elsker os og lider sammen med os, og lidenskabeligt engagerer sig i kampen imod nedværdigelsen og forvrængningen af det liv, som Gud skaber og elsker og frelser og befrier. Gud den Almægtige solidariserer sig med os i vor værgeløshed: Gud blev barn. Gud blev menneske. Gud blev flygtning. Gud blev fattig og forfulgt og forkastet. “Gud hedder Immanuel” siger Mattæus i sin gengivelse af Juleevangeliet, Immanuel betyder: Gud med os!

Lad os så høre den vidunderligste beretning i verdenslitteraturen, Juleevangeliet i Lukasevangeliet 2: “v1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” —- “Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus” Sådan begynder “Den vidunderligste beretning” i verdenslitteraturen, den, der skal læses i alle Kirker juleaftensdag og i mange tusinde hjem selve juleaften. —– I eventyrene begyndes der med: Der var engang en konge —- ; og så flyver vi på fantasiens vinger. —- Juleevangeliet begynder med: Det skete —–. — så her er vi på fast grund, og vi får beretningen både tidsfæstet og stedfæstet, sådan at vi ved hvor vi er henne. Det er en tillidvækkende begyndelse. Og samtidig er det en beretning, som har delt verdenstiden i to dele “et før Kristus” og Et efter Kristus” samt givet milliarder mennesker tro på Jesus Kristus og dermed et evigt liv hjemme hos Gud i Paradiset.

Derfor skal vi, når beretningen læses op, blot lytte. Vi skal ikke bede om forklaringer og ikke forlange, at vor fortand skal være højeste dommer, for da afskærer vi os selv fra at blive velsignet, og det er det værste, der kan ske. — Vi skal blot lytte, ikke kun høre, men virkelig lytte så sandheden går op for os, sandheden at tage mod Guds frelse er det vigtigste i hele dit liv, det er døden om at gøre. Jesus siger det selv i Markusevangeliet 16: “v16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”Apostlen Paulus skriver i Galaterbrevet 4: “v4 Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.” — Julenatten i Betlehem er den store nye begyndelse i mennesslægtens historie. Den Gud, som under den gamle pagt havde begyndt atter og atter med det genstridige Israelske folk, som selv kalde sig “Guds ejendoms folk”, Gud, som havde talt mange gange og på mange måder til Fædrene, han talte i tidens fylde på ny, men nu til alle jordens folk “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:” Det var en verdensmission Gud da begyndte på, og som ikke standser før den dag Jesus kommer igen, for at dømme levende og døde. —- For — Gud har talt ud, har sagt det der skal siges. Gud sammenfattede alt i Jesus Kristus. Guds ord blev kød og tog bolig iblandt os. —- Ok — Vi fatter det ikke, men så mange som i enfoldig tro fatter om ham, dem giver Gud magt til at blive Guds børn. For i Jesus Kristus er alle Guds tanker om frelse og fred kommen til orde. Og den, som har øren at høre med, han høre!

Julen er ikke en mindefest om et barn i en krybbe. Selvfølgelig har vi lov at synge “Barn Jesus i en krybbe lå” og “Frelseren selv var barn som vi, i dag han lå i sin krybbe” for det er jo at Jesus fødtes i en stald i Betlehem, fordi “verden” ikke havde plads til ham, og sådan er det stadig, også i dag er der ikke plads i de fleste liv til Jesus Kristus, selvom Jesus er den eneste frelser, der kan redde os fra at gå fortabt for evigt. — Og — vi skal tage os i vare, at vi i julen ikke vugger os selv ind i en uvirkelig lyrik, for beretningen om Jesus fødsel, er en beretning om at Gud giver dem en frelses mulighed der vil tro på ham, og dem der ikke vil en fortabelse grund. Vi kan ikke i Julen, der kimes ind, nøjes med lyrik, det er alvor. “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Og den beretning der ligger i juleevangeliet, at den virkelighed der ligger til grund for Jesus fødsel er barsk. Her tænkes ikke bare på barnet i krybben, der blev født i stjerneskær under englesang. Her tænkes på manden Jesus Kristus. Her tænkes på Ham, der er kommen for at nedbryde Djævelens gerninger og for at forkynde et nådeår for alle dem, der sidder i mærke og dødens skygge. Det Ham, Jesus Kristus, vi alle trænger til, Ham og Hans frelse. —– O —, om vi kunde med barnetro fylde de hjerter, som græde, så at de følte barnefro Julens velsignede glæde! — Ja —, om vi kunde. — Nu tændes lysene alle vegne. — Men — de brænder snart ned. —- Men —- der er et lys, som —- aldrig slukt — jager det stigende mulm på flugt. — Det lys vil vi bede Gud om at tænde for os og for alle, at vi må glæde os på børnevis.

Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave

Julebudet i vinterens vånde,
det er Gud Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en fjende.

J. Chr. Hostrup 1881 og 1884.

Alle ønskes “En Glædelig og Velsignet Jul” i Jesus navn.

Aksel Knudsen

Svenstrupvej 99

5260 Odense S.